MALTFABRIKKEN - NOGET NYT I NOGET GAMMELT...

Maltfabrikken er Ebeltoft. Et symbol på både byens historie og dens fremtid.

I industrialiseringens tidsalder var S. B. Lundbergs Maltfabrik fra 1861 lokalt set et økonomisk og socialt omdrejningspunkt med produktion af malt til både det øvrige Danmark og det fjerne udland, og fabrikken sikrede flere hundrede lokale borgere beskæftigelse. Produktionen lukkede endeligt ned i 1998 og i snart to årtier har Maltfabrikkens karakteristiske røde bygningsmasse ligget i dvale.

Det markante fabriksanlæg hviler roligt og tungt på kanten mellem by og vand med udsigt over Ebeltoft Vig og Mols Bjerge, og det er stadig et vartegn for byen trods de funktionstømte bygninger. Men i 2019 kommer fabrikken igen til at summe af liv 24 timer om døgnet 365 dage om året, for Maltfabrikken skal genoplives og udvikles til et omdrejningspunkt for erhverv, service og kultur. Den bliver rammen om et mangfoldigt miljø, der vil tiltrække og engagere borgere, besøgende samt kreative erhverv og iværksætterere. Det bliver stedet for de mange brugerrettede faciliteter, for børnefamilier, unge, voksne og ældre. Det bliver for de mange turister om sommeren, og især for livskvaliteten og energien i det lokale. 

Maltfabrikken bliver byens nye mødested.

FAKTA OM PROJEKTET


Den samlede projektsum er 150 mio. kr., hvoraf Syddjurs Kommune finansierer nyt bibliotek og museum og Fonden Den ny Maltfabrik transformerer fabriksbygningerne og udearealer.

Projektet omfatter et samlet bygningsareal på ca. 4.400 m2. Heraf udgør Fondens andel ca. 3.400 m2 til brug for lejemål til kulturelle aktiviteter, private virksomheder, kreative iværksættere, interesseorganisationer mm.
Kommunes andel består af ca. 1.000 m2 til brug for Syddjurs Bibliotek og Museum Østjylland.

Derudover omfatter projektet 17.644 m2 udearealer, heraf 9.696 m2 ejet af Syddjurs Kommune og 7.948 m2 ejet af Fonden. 

Praksis Arkitekter med landskabarkitekt Kristie Jensen vandt i 2016 arkitektkonkurrence. Læs mere om arkitektkonkurrencen klik her.

HVAD SKAL DER VÆRE I FREMTIDENS MALTFABRIK?

 

  • Bibliotek, museum og arkiv - et nytænkede oplevelsesrum som for første gang i danmarkshistorien kombinerer museum, bibliotek og arkiv i en samlet helhed.
     
  • Offentlige værkstedsfaciliteter og showroom for kunstnere og kunsthåndværkere. 
     
  • En stor klynge af kreative erhvervsdrivende og iværksættere, designere, arkitekter, filmskabere etc. 
     
  • Et spillested og en scene for arrangementer indenfor musik, foredrag, børnekultur, teater, møder og fester. 
     
  • Et ungekulturmiljø - et sted for de unge, drevet af de unge. Det hedder Rampen og findes allerede nu.
     
  • Lydens rum - et øvelokale og lydstudie.
     
  • Fleksible udstillingsfaciliteter for kunst, kultur og historieformidling.
     
  • Et 'artists in residence' - et internationalt gæsterkunstneropholdssted med atelierpladser for kunstnere og designere. 
     
  • Et mad- og kaffe hus - fabrikkens hjerte, som kan formidle Ebeltofts lokale madhåndværk og og hvor alle kan opholde sig formelt og uformelt, spise, mødes, dele viden, arbejde og drikke kaffe.
     
  • Et mikrobryggeri  og malteri - byen skal dufte af Malt igen, for Ebeltoft Gårdbryggeri flytter sin produktion ind i fabrikken og opfører en tilhørende 'brew pub'.
     
  • Levende uderum med legepladser, grønne områder og rum til ophold og events, der forbinder byen med kysten.

MENS VI VENTER...

 

Mens Fonden Den ny Maltfabrik har travlt med at transformere fabrikken, er Komiteen Ny Malt allerede i gang med at skabe det indhold og det liv, som skal flytte ind i de renoverede bygninger i 2019. Så mens vi venter, er kalenderen fyldt ud med events, koncerter og rundvisninger. Ungemiljøet skaber festivaler, Det Grænseløse Køkken afholder fællesspisninger, og det kreative arbejdsfællesskab testes af i Überwerke. Er du mere interesseret i vores events og aktiviteter i stedet for fabriksanlæggets arkitektoniske transformation, kan du gå til hjemmesiden www.nymalt.dk eller hold øje med vores arrangementer på facebook